Carsten Dahl må være noget af det nærmeste, man kan komme en multikunstner. Han anses i dag for en af de mest innovative og geniale improviserende musikere. Han skriver også digte, komponerer orkesterværker, har medvirket på mere end 300 CDèr, modtaget utallige priser og lovord fra anmeldere verden over.
Både som maler og musiker bevæges han af det i sprækken usagte og skjulte. Han blændes af lyset, der skabes ud af mørket. For ham er toner farver og farver toner. Arkkorderne er landskabernes bund, der veksler mellem skygge og lys, dybde og perspektiv.


Mine havlandskaber er ikke fotografiske gengivelser af havets bevægelser eller de skiftende skyformationer på himlen, som jeg tilstræber i udførelsen af mine malerier, men selve følelsen af dem.

Man skal være selve bølgen for at kunne male den på en måde, så beskueren oversvømmes og berøres i sit eget indre liv.

Følelsen af at være overladt til sig selv i et mentalt vibrerende ingenmandsland trækker tråde tilbage til min barske opvækst som kostskoledreng og den kan bedst sammenlignes med at blive kastet ud på Atlanterhavets dybe vande i en lille gummibåd uden årer og med månen som eneste lys at gribe efter.

Både i musikken og maleriet er jeg autodidakt og mine medfødte savante autistiske træk betyder, at toner for mig er farver og farver toner. Akkorderne er landskabernes bund, som veksler mellem skygge og lys; dybde og perspektiv.

Mine motiver afspejler som oftest indre landskaber præget af en evig forladthed og en søgen efter det universelle. Jeg bevæges af det i sprækken usagte, og alting synes at spejle sig i mig som et vand. Selve maleprocessen oplever jeg som at billederne vil male sig selv. Jeg ønsker bare på alle måder at blande mig udenom og have tillid til, at det universelle griber mig.

Kompositionen til et havmaleri starter derfor med en bevidst evne til at give slip overfor forestillingen om at skabe et naturalistisk motiv.

Det kræver et frit forhold til det abstrakte, som udgør alle havmaleriernes baggrunde og som i det skjulte viser vejen til fortællingens dybde og magien i det enkelte billede. Er mine billeder en forgrund, baggrund eller en reel afgrund?

Når jeg spiller og maler, er det vigtigt at jeg lader mig transformere til et redskab for noget større. Og helt konkret foretrækker jeg gamle redskaber som fx smadrede pensler og slidte klude for fuldstændigt at kunne give mig hen til tilfældighedernes principper og frigøre mig for enhver intenderet impuls.

Resten er blot efterbearbejdning og finpudsning af detaljer.
Billedet maler så at sige sig selv.

         

Se billeder

Tilmeld dig galleriets nyhedsbrev