AKTUELT

29-10-2014 15:00:00

Enhver isme er et udslag af sin samtid

Naivisme (1800-tallet - )
Realisme (1850erne - )
Impressionisme (1860erne - 1920erne)
Modernisme (1860erne - )
Pointilisme (1880erne - 1910erne)
Symbolisme (1880erne - 1930erne)
Ekspressionisme (1890erne - 1930erne)
Kubisme (1900erne - 1910erne)
Fauvisme (1900erne - 1910erne)
Futurisme (1900erne - 1930erne)
Konstruktivisme (1920erne - )
Surrealisme (1920erne - )
Fotorealisme (1960erne - )
Minimalisme (1960erne - )

og nu... Humorisme (2011 - )

Definitionen


Humorisme er figurativ malekunst med mennesket som omdrejningspunkt, hvor værkerne intuitivt vækker positive følelser hos beskueren.

Rent intellektuelt vil de humoristiske værker oftest give anledning til refleksioner og genkendelighed af oplevelser, følelser og paradokser hos beskueren.

Generelt vil humorismens malerier fremstå som umiddelbart tilgængelige og underholdende.
De efterfølgende indtryk hos beskuerne vil være mere individuelle og dybere.
Endvidere vil beskueren kunne erfare, at der afdækkes underfundigheder i spændingsfeltet mellem værkets visuelle indhold og dets titel.

Humorismens malerier fremstår typisk i et farverigt og parasurrealistisk univers og afspejler derigennem indsigt og selvironi hos kunstneren.

:Med Humorismen bevæger man sig nu væk fra den langstrakte tradition for depressive
øjnene-helt-ind-i-muren malerier, denne drypvise og monotone dødsrock på lærred,
som har præget den anerkendte contemporære kunst i Danmark:

Laust Svekke, 2013

HUMORISMEN i KUNSTEN


Alt for ofte skal man have de store alvorsbriller på, når man nærmer sig et kunstværk. Andægtigt synker man lidt ned i knæene og føler man skal til eksamen. Nervøsiteten breder sig langsomt: Mon man nu forstår dette her helt rigtigt?
Man husker så heldigvis på Storm P. der engang sagde, at der var noget muggent ved kunst, der skulle forklares.
Men så kommer maleren Jacob Gadd ilende med sin muntre kunstbombe.

Den hedder Humorismen og er hans egen opfindelse i en tid, hvor ismerne ellers har sagt godnat og er gået hjem i seng. Humorismen er kort og godt en kunstretning, hvor humoren spiller en altovervejende rolle.
Glimtet i øjet. Den skæve vinkel.
Det underspillede. Den finurlige finte.
Det gode grin. Den forløsende latter.

Jovist er der brug for en ny humoristisk bølge i kunsten. Med al den alvor falder vi i søvn foran kunstværket – eller værre endnu: keder vi os langsomt ihjel. Med humor i et kunstværk liver vi op – og lever helt sikkert længere.
Jacob Gadd skal have tak for sin indsats, selv om han sikkert ikke lige med det samme får kunsthistoriske medaljer for det.

Humoren har mange ansigter, hvad denne udstilling hos Knud Grothe viser. Jacob Gadd er ikke alene. Men pas på: Humor smitter – i forfærdende grad. Man ender i værste tilfælde med at gå smilede ud af galleriet.

Ole Lindboe
Redaktør af Magasinet Kunst og forfatter til en lang række bøger om kunstnere.




Tilmeld dig galleriets nyhedsbrev

Åbningstider
Mandag - Fredag
13:00 -18:00
Lørdag
10:00 -14:00
Søndag
13:00 -16:00
Galerie Knud Grothe

Jægersborg Allé 11
DK-2920 Charlottenlund
info@knudgrothe.dk
Tlf. (+45) 40 73 53 43