Jeg synes at processen er mindst lige så interessant som resultatet.

Det er aldrig så slemt, at det ikke er godt for noget. I 1991 gik Sussi ned med overanstrengelse.

Da hun havde hvilet et par uger, var hun så meget sig selv, at hun kunne komme op af sengen. Leo forslog hende at male. Der skulle være andet i hendes liv end musik, og hun gik med til at prøve. Lysten havde altid været der, nu var der også lejlighed til at komme igang.

Hun lavede derfor nogle malerier, og endnu engang var Leo på spil. Prøv at male mennesker, sagde han. Det turde hun ikke, men han blev ved, og til sidst gav hun sig. Det blev til et elskende par malet i blå akryl på en gammel masonitplade, der lå ude i laden.

Så skete der det, at Sussi og Leo ... som så ofte før ... fik besøg af en journalist og en fotograf fra et af de kulørte blade. Fotografen faldt pladask for maleriet med de nøgne mennesker og tog en masse billeder. Et af disse billeder fik en fremtrædende plads i bladet på trods af, at artiklen selvfølgelig ikke handelede om malerkunst, men om mysteriet Sussi og Leo.

En dame ansat i Falck i Brønderslev fik øje på maleriet i bladet, og da hun var formand for Falcks kunstforening i Brønderslev, ringede hun til Sussi og spurgte, om det ikke var noget med en udstilling. Jo, hvorfor ikke? sagde Sussi overrasket. For udstillinger havde på det tidspunkt overhovedet ikke været i hverken hendes eller Leos tanker. Malerierne var "kun" terapi.

Nå, udstillingen blev holdt og alle billederne ... rub og stub ... blev solgt. Det satte selvfølgelig gang i penslen og samtidig blev der ved med at ringe folk, det ville holde udstillinger.

Det er helt håbløst at remse alle udstillingerne op, så i stedet vil jeg nævne et tal. Det er et kvalificeret gæt, men hun har haft ca. 250 udstillinger siden den første.

         

Se billeder

Tilmeld dig galleriets nyhedsbrev