Født 1945

1945-2005



“En af de første gange jeg mødte William var i det nu hedengangne galleri 101 i St. Kongensgade hvor han sad og spillede med sin musiker- og malerven Hasse. De var temmelig skæve vistnok af rød libanon eller lignende, men det lykkedes dem alligevel at gennemføre deres yndlingsnummer på guitar og bongotrommer og flerstemmig sang med budskabet: Du skal ud hvor du ikke kan bunde, ud i de grønne lunde.......
Galleriet var dengang mødested for de mest progressive kulturpersonligheder i byen. Her kom kun folk, der tog det nye budskab om fri kærlighed og kunstnerisk livsudfoldelse på alle planer 110% alvorligt.
William Skotte Olsens billeder var for det daværende publikum lidt af et kultur chok, i kraft af deres uhæmmede, søvnsikre farve sammenstillinger og mærkelige, på en gang sprudlende, fantasifulde og monotone motiver af mennesker og huse, samt brændende billeder af byen, dens befolkning og det skæve liv.
Her var tale om en maler der ikke gik på kompromis eller fulgte i andres fodspor.
William Skotte Olsen blev uddannet på Kunstakademiet af store kapaciteter som Svend Wiig Hansen, Egil Jacobsen og Søfren Hjorth Nielsen. Og dog var han ikke til at placere i nogen bås eller kunstretning af den grund. Han gjorde som det passede ham, til manges fortrydelse.
Naturligvis kan man se hans værker som et udtryk for den ekspressionistiske retning og naturligvis minder en række af værkerne om visse bestræbelser indenfor det moderne maleri som f.eks. hos Munch, Nolde, Jorn og Oluf Hartmann. Men mest af alt er Wiliam Skotte Olsens billeder unikke, og hans kunstneriske frembringelser, er som maleren bag dem, dybt originale og meget personlige.
William Skotte Olsen tog ingen hensyn til hvilke materialer han malede på. Et gammelt stykke bølgepap var i hans verden ligeså godt som det fineste håndvævede kanvas. Det var selve handlingen, det at male, der havde hans interesse og gav værdi.
William levede et liv uden sikkerhedsnet og den kompromiløse livsførelse fik forudsigelig nok en række omkostninger for William, ikke ulig mange andre store kunstnere. Han betalte prisen for sit hårde liv og sin kunst med svære psykiske lidelser til følge, men selv når han var allerlængst ude fandt han frihed i maleriet. Sidste gang jeg mødte William var på gaden ved søerne lige ved den ejendom, hvor digtervennen Michael Strunge havde taget sit liv, da han sprang nøgen ud fra tredie sal med en ghettoplaster i hånden.
Williams sidste til mig var “Skal vi ikke snart tage en tur til” hvormed han mente en fællesudstilling. Og der skulle så gå 10 år før det blev til virkelighed.

Rolf Gjedsted

---

Rolf Gjedsted

DEN INDRE GÆST

Digt til Wiliam Skotte Olsen


Wiliam kom fra barndommens Frelsens Hær,
Hvor han spillede violin på gaden
Sammen med sin familie
For at samle penge ind til de fattig.

Wiliam tilbragte megen tid
I sin fars kolonihavehus på Amager,
Hvor han malede sine første, ekspressive billeder.
Wiliam havde mange indtryk med sig tilbage
Fra sine rejser til Indien og Pakistan,
Som en anden Steppeulv,
Som en malende orientalsk dæmon.

Jeg lærte ham at kende,
Da vi begge var meget unge,
Vi udvekslede ”digte og billeder”,
Når jeg besøgte ham i hans atelier
Lige over for Statens Museum for Kunst,
Og han besøgte mig i mit atelier i Nyhavn.

Wiliams ”digte” var mest automatskrift,
Dæmoner der besøgte han hjerne,
Og blev til ord eller tegnede billeder,
Han skrev ofte i rejser rundt i landet uden mål.…

Wiliam var meget mere hippie end jeg,
Men vi dyrkede begge Bob Dylan,
Og spillede hans numre sammen,
Som Wiliam spillede sin Blue Grass
Med de andre hippier i Galleri 101
I Store Kongens Gade i 1968.

Wiliam var nærmest Bob Dylan
I sit eget sind….
Men han var også,
bl.a. maleren Oluf Hartmann,
Hvis store hæderspris han fik.
Wiliam var meget bevidst om eget talent.
Han tøvede aldrig.

Og Wiliam var en stor elsker,
Og boede sammen med en pige fra Holland,
Og besøgte dagligt en prostitueret fra Istedgade,
Hvis alfons han en periode gav alle sine penge.
Han fik en skurvogn på Christianshavn,
Der blev malet over efter alle kunstens regler,
Og vist købt af Københavns Bymuseum
Efter hans død.
Statens Museum For Kunst har købt


Flere af hans store malerier,
Ligeledes Kastrupgård Samlingen
Og flere andre museer…
Wiliam var mange personer,
mange livsopgaver,
megen musik, farver og magiske ting…
For han følte sig meget i live
med alle sine skæve tanker
Og smertende visioner,
Der blev til alle disse enkle,
(men også uoverskuelige),
Brændende billeder,
Han har efterladt til os.


         

Se billeder

Tilmeld dig galleriets nyhedsbrev